
Mit besøg hos LEGO gav mig en enestående mulighed for at få indblik i, hvordan en af verdens mest ikoniske virksomheder fungerer, ikke bare som en producent af legetøj, men som en innovativ kraft inden for design, teknologi og oplevelsesudvikling.
Dagen startede med en lille gåtur i Billund, hvor vi besøgte LEGO HOUSE og så, hvordan LEGO har været med til at transformere byen. LEGO har opkøbt en række bygninger i centrum og udviklet byen på en måde, der har været meget positiv. Efter en kop kaffe hos bageren, var vi klar til vores møde hos LEGO kl. 12. Dog gik vi ind ad den forkerte dør til produktions- og marketingafdelingen, hvor vi blev mødt af en vandfontæne med både afkølet og brusende vand, og meget security. Vi fandt dog den rigtige bygning og blev mødt af deres designteam og udstyret med visitors-kort, så vi kunne komme forbi security.




En virksomhed i konstant bevægelse
Indenfor i LEGO Design-afdelingen var det første, der fangede min opmærksomhed, de mange inspirationselementer og mantras på væggene, samt de stramme sikkerhedsprocedurer. Det vidner om, hvor seriøst LEGO tager deres hemmeligholdelse af kommende projekter. Faciliteterne var nye, med lækre detaljer som trægulve, gratis baristakaffe og kakao, og selvfølgelig LEGO-tema overalt.

Efter en kort introduktion fik vi en præsentation af LEGO Design og deres tilgang til byggeoplevelsen. Det blev hurtigt klart, at LEGO’s hovedfokus er på brugeroplevelsen. Alt, hvad de udvikler, kredser om, at brugeren, ofte børn, får en fantastisk oplevelse med deres produkter – helt fra de første byggeklodser, til den færdige model. Dette bliver især understøttet af deres dedikerede afdeling kaldet “LEGO Building Experience” (LBX), som er ansvarlig for at sikre, at byggeoplevelsen er intuitiv, tilgængelig og sjov for alle aldre.

Samarbejdet mellem kreativitet og systematik
En særlig afdeling, som virkelig gjorde indtryk på mig, var “Guided Creativity”, hvor de arbejder på at støtte børn i at udforske deres kreativitet, selvom LEGO-klodserne i sig selv er systematiske. Det er en fascinerende balance, og afdelingen arbejder tæt sammen med LBX Development, der fokuserer på brugertests og analyse af børns oplevelser med produkterne. Her blev jeg virkelig inspireret af deres tilgang til kreativ støtte i et struktureret miljø, hvilket også fik mig til at reflektere over, hvordan jeg som multimediedesigner kan kombinere kreative og systematiske processer.

En stærk indflydelse fra LEGO-filmen
En af de mest interessante ting, jeg lærte under besøget, var, hvordan LEGO-filmen har haft en enorm indflydelse på al deres fremtidige animation og IP (intellectual property). Det blev tydeligt, at filmen har redefineret, hvordan de animerer og fortæller historier, og nu er alle deres videoprojekter underlagt de principper, der blev etableret i filmen. Det viser, hvordan én succesfuld produktion kan forme hele virksomhedens fremtidige designstrategi.
Teknologi og storytelling i animation
Vi mødte også folk fra tekniske afdelinger som animation og grafisk design, der gav os indsigt i, hvordan de skaber de visuelle elementer til både fysiske og digitale produkter. Det var fascinerende at høre, hvordan animationer bliver skabt med forskellige grader af realisme, alt afhængig af produktet og det visuelle udtryk, de ønsker at opnå. For eksempel bruger de framerate og stopmotion-stilarter til at sikre, at deres animationer føles både virkelige og kunstneriske. Alt dette bliver skabt med avancerede værktøjer som Autodesk Maya.
Diversitet og bæredygtighed som kerneværdier
Et andet stærkt indtryk fra besøget var deres store fokus på diversitet og bæredygtighed. LEGO har ansatte fra 56 forskellige lande og i alle aldre – fra 18 til 70 år. Der er et enormt fokus på at sikre, at deres arbejdsstyrke er divers, både når det gælder køn, baggrund og uddannelse. Det var imponerende at høre, hvordan de formår at skabe et inkluderende miljø, hvor folk med vidt forskellige kompetencer arbejder sammen om at skabe det næste store LEGO-sæt.

På bæredygtighedsfronten arbejder de konstant på at sikre, at deres produkter og processer bliver mere miljøvenlige, samtidig med at de bevarer det høje niveau af kvalitet, som LEGO er kendt for.
Personlige refleksioner og fremtidsperspektiver
Besøget hos LEGO har givet mig en dybere forståelse af, hvordan en designvirksomhed af denne kaliber fungerer, både hvad angår struktur, innovation og ledelse. Jeg er blevet opmærksom på, hvor vigtigt det er at have en effektiv organisering og strukturerede processer, samtidig med at man opretholder kreativiteten. Især deres brug af StageGate-metoden, som ligner Design Thinking, har fanget min interesse, og jeg ser mange muligheder for at dykke dybere ned i, hvordan jeg kan anvende det i min egen fremtidige praksis.

Jeg kan nu se mig selv tage en større rolle i fremtidige projekter, ikke kun som designer, men også som en leder eller konsulent, der kan hjælpe med at organisere og optimere processer. Mit indblik i både den kreative og tekniske side af LEGO’s arbejde har åbnet mine øjne for de mange forskellige roller, jeg kan påtage mig – fra design af manualer og assets, til brugerundersøgelser og tests af byggeoplevelsen.
LEGO’s innovative tilgang og deres evne til at balancere mellem tradition og fornyelse har efterladt et dybt indtryk, og jeg ser frem til at anvende min fornyede interesse og erfaring i min egen fremtid som multimediedesigner.
Meget af læringen kan også anes her i vores præsentation til netværksdagen: